Vi følger hver dag nogle rutiner, såsom at starte dagen med at sige godmorgen til børnene og sørge for at alle bliver taget godt imod, og dermed får en god start på dagen.
Derudover har vi fastlagte tidspunkter, hvor vi spiser sammen med børnene. Hver dag efter madpakker går børnehaven på legepladsen, hvor der er rig mulighed for at udfolde sig fysisk.
Vuggestuen er så vidt muligt også på legepladsen dagligt.
Vi tager desuden på ture ud af huset, gåture, busture, togture og cykelture med vores ladcykel, hvori der er plads til 4 børn ad gangen.
Der er sovemuligheder for vuggestuebørnene både inde og ude. Udover de faste rammer og rutiner, er der også plads til både planlagte pædagogiske aktiviteter og plads til den frie leg.
Vi synes det er vigtigt at veksle mellem fri- og voksenstyret leg. Den frie leg er vigtig for at børnene kan finde deres egne grænser, finde ud af, hvem de er og hvad de kan, de udvikles socialt, kreativt og kognitivt . Den voksenstyrede leg gør det muligt for de voksne at være en god rollemodel, guide børnene fx til at danne nye legerelationer, og her er det også muligt at hjælpe barnet til dets nærmeste udviklingszone.